Endnu ½ år er forpasset uden at jeg har fået opdateret

- og det beklager jeg.

Og meget er selvfølgelig sket siden sidst.

På arbejdsfronten går det ikke særlig godt. Jeg er blevet langtidssygemeldt - med stress. Jeg har gået hjemme i to måneder - og det er faktisk først nu at jeg begynder at fornemme et vist fysisk og psykisk overskud.
Det var en meget voldsom oplevelse at blive sygemeldt. Jeg fik et reelt sammenbrud - sådan noget med at kaste med porcelæn (hjemme i køkkenet heldigvis - ikke på arbejdet), råbe og tude og slet ikke kunne samle tankerne. Inden da havde jeg haft et par uger hvor jeg havde slemme fysiske symptomer på stress og jeg kunne slet ikke koncentrere mig - jeg kunne eksempelvis ikke huske hvilket år vi var i, eller hvor gammel jeg selv var. Jeg præsterede også at glemme at jeg skulle undervise - tænk, jeg glemte virkelig at gå ned og undervise...så er man langt ude...

Lige nu ved jeg ikke hvad dette ender med. Jeg er bange for at starte på arbejde igen - for hvad hvis jeg bryder sammen igen. Jeg har heller ikke helt overskud til at mødes med min arbejdsplads lige pt. for at tale tingene igennem. Så jeg spiller en del lotto. Et par millioner ville løse mange problemer. :o)

Inden sygemeldigen gik jeg igang med donor-behandling og fik også doneret æg. Kvaliteten af æggene var dog meget ringe og jeg fik derfor lovning på at jeg kun skulle betale hvis jeg blev gravid. Og det blev jeg ikke.
Lige nu er jeg på pause igen. Jeg har af indlysende årsager ikke rigtigt orket hormoner.

Min mand og jeg har talt en del om fornuften i at fortsætte donor-behandling - omstændighederne og min alder taget i betragtning. Og al fornuft taler for at vi stopper, og nyder det ene barn som vi har.

Men - men - men - jeg har bare ikke lyst til at være fornuftig. I dag gjorde jeg rent i et af vores skabe, og fandt mit graviditetstøj fra 1. graviditet. Åh - jeg ville give min højre arm for at blive gravid igen. Og få en lille gryntende, lun og blød baby igen. Det føles så forkert at stoppe behandlingen.
Jeg var jo tidligere i tvivl om mine følelser overfor et donorbarn fremfor et biologisk barn. Det er jeg ikke mere. Jeg oplevede nemlig at føle en euforisk glæde og kærlighed da jeg fik tilbudt donoræg. Al tvivl var som blæst væk. Det var mine æg, og mit barn. Igen andens! Så til trods for diverse stress-nedture og sammenbrud er det alligevel lykkes mig at sige farvel til et bio-barn nr. 2 og til totalt at omfavne mit lille donor-æg. En fantastisk følelse.

Og jeg må indrømme at det bliver en svær kamel at sluge, hvis vi opgiver donorbehandlingen pga. min arbejdssituation. Det arbejde har sku´ været årsag til rigeligt med nedture!

Vi har for længe siden betalt penge for donorbehandling til vores fertilitetsklinik, og vi har derfor besluttet at tage et forsøg til - det er jo betalt. Om vi herefter eventuelt skal fortsætte er derimod ikke helt afklaret. Jeg vil gerne - manden er mere lunken.

Tja - det var alt for nu.

Over and out fra Mokka

Nu nærmer det sig.

På fredag skal jeg starte nedregulering med henblik på donoræg behandling.

Og nu melder de gamle tanker sig, som jeg tumlede med inden alt det-der rod med mit arbejde begyndte. Kan man elske et donor-barn lige så højt som ens biologiske barn? Vil et donorbarn for altid gå rundt med et savn til sin biologiske mor? Er jeg for gammel til at lave et barn til? osv osv.

I Danmark er der ikke mange steder på nettet der beskæftiger sig med disse emner. Der er http://www.donorbarn.dk/ og http://www.donorbaby.dk/ og jeg fandt også en debat på Facebook om donorbørn.

Kikker man derimod på udenlandske hjemmesider er der mange gode steder. Jeg fandt eksempelvis denne blog: http://www.donoreggblog.com/. Den indeholder fantastisk meget information om emnet - set fra modtagerens side - men også lidt fra donorbarnets side.

Jeg synes at der mangler åbenhed om donorbehandling i Danmark og jeg tror endnu at emnet er lidt tabubelagt. Måske er det derfor at det er svært at finde debat om emnet (udover såkaldte eksperter og medlemmer af etisk råd osv. som jo alt andet lige ikke har et personligt forhold til området). Eller er forklaringen på den manglende debat, at Danmark er et lille land med forholdsvis få personer der har modtaget donoræg?

Jeg kan ikke 100% forsvare etikken bag donorbehandling - og dette til trods for at jeg selv kaster mig ud i det på fredag. Jeg kan ikke helt overskue hvad jeg går ind til - både mht. mine egne følelser, men også mht. mit kommende barns forhold til ikke at kende halvdelen af sit biologiske ophav. Det ville være rart at tale med ligesindede. Jeg melder tilbage hvis jeg finde gode links til emnet. :o)

Hej igen fra Mokka

Vinterferie-mirakler

Jeg hænger stadig på mit arbejde - har IKKE langtidssygemeldt mig.

Årsag: Vinterferie-mirakel og en god bog.

Efter tre dages sygdom og en god snak med en kollega, som havde konstruktive ideer, tog jeg i sommerhus og slappede af. Udenfor dalede store tunge snefnug og vi sad indenfor i nattøj og drak varm kakao og havde ild i brændeovnen. Total balsam for sjælen. Jeg skænkede ikke mit arbejde en tanke.

Det eneste aktive jeg foretog mig i ferien var at læse en meget interessant bog der hedder "Bevidst nærvær - en vej ud af nedtryktheden". I den læste jeg en sætning der ramte mig hårdt: "Problemet er ikke at være ked af det, man hvordan man reagerer på følelsen." Smask. Bulls eye. Mokkas problem i en nødeskal. Hvis jeg har mange problemer på arbejdet, så oversætter jeg det straks til at det i det hele taget ikke går godt. Og så begynder jeg ellers at gruble over hvor elendigt det hele er, og hvor lang vej der er til at få det godt. Og den negative tankelavine kan jo godt gøre en lidt trist...

Ifølge bogen skal man leve med bevist nærvær. Dvs. være opmærksom på det der er i nuet, uden at bedømme eller vurdere. Dvs. konstatere at man er trist og så vide at det er en emotion som kommer - og som går igen. Man kan sågar spise med bevist nærvær. Jeg så det faktisk engang i fjernsynet, hvor TV2´s nyhedsredaktion blev sat til at spise et æble med bevist nærvær. Dengang syntes jeg at det var komplet åndsvagt - de var jo evigheder om at få gnasket sig igennem det-her æble fordi ALT skulle fornemmes. Men jeg er begyndt at ændre mening. Jeg kan godt forstå ideen.

Så hver gang jeg føler panikken over arbejdet melde sig, så fokuserer jeg på at jeg lige her og nu er lidt ked/sur/fustreret. Og så gør jeg ikke mere ved det. For det er ok og følelsen går jo over igen. Derudover fokuserer jeg på det konkrete problem fremfor at generalisere problemet til resten af mit liv.

Bogen indeholder iøvrigt også meditationsteknikker - som jeg har kastet mig ud i med mere eller mindre succes. Men øvelse gør vel mester.

Så sådan en ferie og lidt bevidst nærværs-adfærd resulterede i at jeg mandag morgen fik taget hul på en masse opgaver på arbejdet - og jeg har det helt fint med det. Og bedre endnu: Det virker endnu - jeg har arbejdet hele ugen og føles mig slet ikke udkørt eller depri mere. Sådan har jeg ikke haft det i mange måneder. Det er mirakuløst hvad lidt ferie og en god bog kan gøre ved en.

Og som en ekstra bonus har jeg fået blod på tanden til at opstarte donor-behandlingen. Så lille ægbasse - here I come :o)

Store beslutninger.

Jeg har sygemeldt mig fra arbejdet.

Tirsdag aften fik jeg feber og hovedpine og måtte melde afbud til en masse planlagte møder onsdag, torsdag og fredag. Samtidig med at den fysiske sygdom meldt sin ankomst, brød omfanget af den psykiske belastning/udkørthed/jobtræthed også ud i lys lue. Jeg brød simpelthen sammen. Torsdag ringede jeg til min læge og bad hulkede om en længere sygemelding.

På mandag skal jeg ind og tale med lægen og hente sygemeldingen. Hvis jeg altså beslutter mig endeligt for at sygemelde mig....

Jeg HADER virkelig mit arbejde. Jeg arbejder meget alene om meget komplekse og svære problemstillinger, og jeg kan mærke at min grænse er ved at være nået. Jeg er gået helt i baglås - får intet lavet og har helt mistet interessen for jobbet. Jeg er ikke deprimeret - men jeg er tæt på at blive det. Så på den måde ville det jo være smart nok at sygemelde sig for en tid.

Men der er bare ikke andre stillinger at søge for tiden. Lorte nedgangstider! Lorte fyringsrunder! Jobmarkedet er gået helt i stå, og med hus og to biler og barn er udsigten til en sygemelding, efterfølgende fyreseddel og A-kasse indkomst meget skræmmende. Derfor er der også meget der taler for at holde ud.

Sygemelder mig, ved jeg, at jeg aldrig kommer tilbage til mit arbejde. Derfor kunne jeg jo i første omgang prøve at fremføre alle de kritikpunkter jeg har vedr. min stilling og insisterer på at det bliver ændret. Jeg mener - hvad har jeg at miste? Siger chefen nej - så får han en sygemelding lige i fjæset. Tag den, din nar! Lav dit lort selv!

Jeg sidder lige og fortaber mig i en fantasi hvor jeg er den nye Kill Bill der iført gul cat-suit og sabel møder på arbejde og med ro i stemmen afleverer mine nye krav til jobbet og herefter med knejset pande forlader arenaen og går ind på kontoret og lukker døren.

Desværre ville virkeligheden nok ikke se sådan ud - blandt andet fordi jeg kun er 160 cm høj og har 10 kg. for meget siddende på maveregionen, så alene påklædningen ville ikke arbejde til min fordel...

Nå - som sædvanlig modtages gode råd gerne.

Over and out fra Mokka

Jeg aflyste!

Jeg aflyste min tid hos Trianglen. Kun 1½ time inden jeg skulle møde besluttede jeg mig. Jeg kunne bare ikke overskue det og stak derfor en hvid løgn med barn syg. Heldigvis tog de det pænt, hvilket hjalp lidt på den sorte samvittighed.

Om jeg melder mig til behandling næste gang må tiden vise. Jeg synes stadig at jeg er lidt i underskud mht. fred og ro. I går tegnede min dreng på 2 år og jeg i hans malebog. Min dreng mistede hurtigt interessen - jeg derimod fik farvelagt en stor tegning. Der var noget meditativt og helende ved at side at klaske maling på et stykke papir - det var dejligt og totalt uden præstationsangst. En sindsstemning jeg godt kunne lide.

Jeg fik iøvrigt en god og konstruktiv kommentar på mit sidste indlæg hvor ordet "præstere" også blev brugt. Det tænkte jeg meget over - for det ramte plet. Jeg ved ikke hvorfor jeg altid skal præstere - det er vel noget med at jeg styrtdykker i min egen agtelse hvis jeg ikke leverer varen. Og jeg kan få katastrofetanker om hvad andre vil synes om mig hvis jeg ikke er 100% inde i kampen.

Så kan I jo selv regne ud hvilke kæmpe krise det er at være handlingslammet - for præstationerne kan ligge på et meget lille sted for tiden....

Er det fornuftigt at handle mod fornuften?

Jeg er udbrændt! Slut, prut og total uden energi og virkelyst.

Og i overmorgen starter donor-behandlingen.

Min fornuft siger mig at det er det glade vandvid at blive gravid nu. Min energi er under 0-punktet og jeg sidder i en forholdsvis ny stilling som projektleder med faglige udfordringer (Læs: problemer som jeg ikke kan finde ud af at løse) op til halsen. Forholdet til ægte manden trænger også til lidt pleje. Og min dreng bliever snart tre år, og vi er ved at finde en rigtig god rytme som familie. Mit hjem trænger gevaldigt til at blive gjort rent og rydtet op og juletræet er bare kastet ud i haven, og der får det nok lov til at ligge de næste mange måneder. Så der er nok at se til - men desværre ingen energi.

Mit hjerte siger tilgengæld at jeg skal have et barn til. Jeg holder fast i min tid på Trianglen på fredag - på sådan en lidt zombie-agtig måde. Nægter at tage stilling til problemet, går bare med et tåget blik mod målet. Jeg bliver 42 år til foråret. Jeg har ikke tid til at vente. Jeg vil ikke vente.

Jeg VIL nemlig så gerne have et barn til. Jeg kan slet ikke acceptere at jeg skulle opgive denne drøm, blot fordi mit arbejde dræner mig for energi. Det føles som om at "arbejdet vinder", og at jeg opgiver mit meget store ønske til fordel for at have mere energi til at passe min hverdag med mit åndsvage job. Omvendt vil det jo også være tragisk hvis jeg ikke kan klare at have to børn, og vores lille familie bliver slået i stykker fordi jeg ikke tør se kendsgerningerne i øjnen...nemlig at jeg pt. er helt udbrændt.

Åh mand, gode råd modtages gerne.

Hej igen fra Mokka

Undskyld at jeg kommer ½ år for sent

Der har været stille på bloggen. Det beklager jeg.

Så jeg vil fluks kaste mig ud i en hurtig opdatering af hvad jeg har syslet med siden sidst.

Jeg fik jo afleveret min afhandling i maj sidste år.
Herefter startede jeg i en 4 måneders ansættelse hvor jeg skulle skrive protokol til mit næste projekt. Så var det jo meningen at denne 4-måneders ansættelse skulle glide lige over i en anden ansættelse hos en ny arbejdsgiver, men så let var det slet ikke. Det var en masse bøvl med bevilligen af penge + det var midt i sommerferien så de fleste personer jeg skulle i kontakt med var på ferie. Derfor måtte jeg til sidst melde mig arbejdsløs og var på jobsøgningskurser og jeg ved ikke hvad. Det hele endte dog godt, og jeg blev til sidst ansat hos min nye arbejdsgiver.

Der gik så yderligere et par måneder - så fik jeg at vide at afhandlingen var godkendt.

Her i december forsvarede jeg så endelig mesterværket - og det gik godt. Jeg havde forestillet mig en slags offentlig henrettelse hvor jeg for åbent tæppe blev slagtet med perfide statistiske spørgsmål som jeg slet ikke kunne svare på, og at det hele ende med at jeg blev nægtet ph.d.-titlen. Men det var en helt fredsommelig oplevelse, hvor der blev fyret jokes af, og spørgsmålene var hyggelige og overordnede. Titlen blev jeg også tildelt.

Så langt, så godt. Alle de tre sidste milepæle blev nået.

Nu kommer den uventede del af det hele.

Dagen efter forsvaret blev jeg ramt af noget der vel bedst kan betegnes som post-traumatisk udbrændthed. Jeg havde forventet en euforisk lykke og "nu skulle jeg til at leve livet"-energi, og i stedet var jeg bare træt og trist. Og sådan er det faktisk endnu. Det er som om at skeletterne vælter ud af skabene - problemer jeg har ignoreret gennem mit forskningsliv kommer nu frem - og de har vokset sig store og stærke - derinde i mørket. Jeg drømmer virkelig væmmelige drømme - sådan noget med at jeg kører i vandet med bilen og skal have min dreng ud inden bilen synker eller at jeg skal til ph.d.-forsvar og har glemt at forberede mig. Min mand vil gerne være romantisk og jeg er slet ikke i den slags humør. Jeg vil hellere side og tude og spise chokolade.

Jeg har ikke helt fundet ud af hvad der helt konkret er i vejen, men det er vist noget med mit arbejde som jeg slet ikke er glad for, og mit ægteskab som mangler pleje.

Hvilket bringer mig hen til donoræg-behandlingen. Jeg har nemlig tid til scanning om en uge. Så går det løs.

Lige nu ved jeg slet ikke om jeg kan overskue endnu et barn. Jeg føler mig ikke en gang klar til hverken hormonbehandling eller graviditet. Samtidig er jeg bange for at det bare er en periode og at jeg hurtigt kommer ovenpå igen når jeg har fået slappet lidt af ovenpå et mildt sagt hektisk år. Hvis jeg venter for længe så løber tiden fra mig, og så bliver jeg (i følge egne grænser) for gammel til at få et barn til.

Hvad skal jeg gøre? Fokusere på den oprindelig e plan og satse på at min reaktion blot er noget midlertidigt, eller er der grund til at ændre planer droppe behandling?

Difficult.....

Over and out fra Mokka