Endnu ½ år er forpasset uden at jeg har fået opdateret

- og det beklager jeg.

Og meget er selvfølgelig sket siden sidst.

På arbejdsfronten går det ikke særlig godt. Jeg er blevet langtidssygemeldt - med stress. Jeg har gået hjemme i to måneder - og det er faktisk først nu at jeg begynder at fornemme et vist fysisk og psykisk overskud.
Det var en meget voldsom oplevelse at blive sygemeldt. Jeg fik et reelt sammenbrud - sådan noget med at kaste med porcelæn (hjemme i køkkenet heldigvis - ikke på arbejdet), råbe og tude og slet ikke kunne samle tankerne. Inden da havde jeg haft et par uger hvor jeg havde slemme fysiske symptomer på stress og jeg kunne slet ikke koncentrere mig - jeg kunne eksempelvis ikke huske hvilket år vi var i, eller hvor gammel jeg selv var. Jeg præsterede også at glemme at jeg skulle undervise - tænk, jeg glemte virkelig at gå ned og undervise...så er man langt ude...

Lige nu ved jeg ikke hvad dette ender med. Jeg er bange for at starte på arbejde igen - for hvad hvis jeg bryder sammen igen. Jeg har heller ikke helt overskud til at mødes med min arbejdsplads lige pt. for at tale tingene igennem. Så jeg spiller en del lotto. Et par millioner ville løse mange problemer. :o)

Inden sygemeldigen gik jeg igang med donor-behandling og fik også doneret æg. Kvaliteten af æggene var dog meget ringe og jeg fik derfor lovning på at jeg kun skulle betale hvis jeg blev gravid. Og det blev jeg ikke.
Lige nu er jeg på pause igen. Jeg har af indlysende årsager ikke rigtigt orket hormoner.

Min mand og jeg har talt en del om fornuften i at fortsætte donor-behandling - omstændighederne og min alder taget i betragtning. Og al fornuft taler for at vi stopper, og nyder det ene barn som vi har.

Men - men - men - jeg har bare ikke lyst til at være fornuftig. I dag gjorde jeg rent i et af vores skabe, og fandt mit graviditetstøj fra 1. graviditet. Åh - jeg ville give min højre arm for at blive gravid igen. Og få en lille gryntende, lun og blød baby igen. Det føles så forkert at stoppe behandlingen.
Jeg var jo tidligere i tvivl om mine følelser overfor et donorbarn fremfor et biologisk barn. Det er jeg ikke mere. Jeg oplevede nemlig at føle en euforisk glæde og kærlighed da jeg fik tilbudt donoræg. Al tvivl var som blæst væk. Det var mine æg, og mit barn. Igen andens! Så til trods for diverse stress-nedture og sammenbrud er det alligevel lykkes mig at sige farvel til et bio-barn nr. 2 og til totalt at omfavne mit lille donor-æg. En fantastisk følelse.

Og jeg må indrømme at det bliver en svær kamel at sluge, hvis vi opgiver donorbehandlingen pga. min arbejdssituation. Det arbejde har sku´ været årsag til rigeligt med nedture!

Vi har for længe siden betalt penge for donorbehandling til vores fertilitetsklinik, og vi har derfor besluttet at tage et forsøg til - det er jo betalt. Om vi herefter eventuelt skal fortsætte er derimod ikke helt afklaret. Jeg vil gerne - manden er mere lunken.

Tja - det var alt for nu.

Over and out fra Mokka