På fredag skal jeg starte nedregulering med henblik på donoræg behandling.
Og nu melder de gamle tanker sig, som jeg tumlede med inden alt det-der rod med mit arbejde begyndte. Kan man elske et donor-barn lige så højt som ens biologiske barn? Vil et donorbarn for altid gå rundt med et savn til sin biologiske mor? Er jeg for gammel til at lave et barn til? osv osv.
I Danmark er der ikke mange steder på nettet der beskæftiger sig med disse emner. Der er http://www.donorbarn.dk/ og http://www.donorbaby.dk/ og jeg fandt også en debat på Facebook om donorbørn.
Kikker man derimod på udenlandske hjemmesider er der mange gode steder. Jeg fandt eksempelvis denne blog: http://www.donoreggblog.com/. Den indeholder fantastisk meget information om emnet - set fra modtagerens side - men også lidt fra donorbarnets side.
Jeg synes at der mangler åbenhed om donorbehandling i Danmark og jeg tror endnu at emnet er lidt tabubelagt. Måske er det derfor at det er svært at finde debat om emnet (udover såkaldte eksperter og medlemmer af etisk råd osv. som jo alt andet lige ikke har et personligt forhold til området). Eller er forklaringen på den manglende debat, at Danmark er et lille land med forholdsvis få personer der har modtaget donoræg?
Jeg kan ikke 100% forsvare etikken bag donorbehandling - og dette til trods for at jeg selv kaster mig ud i det på fredag. Jeg kan ikke helt overskue hvad jeg går ind til - både mht. mine egne følelser, men også mht. mit kommende barns forhold til ikke at kende halvdelen af sit biologiske ophav. Det ville være rart at tale med ligesindede. Jeg melder tilbage hvis jeg finde gode links til emnet. :o)
Hej igen fra Mokka
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Det var så godt at læse om dit vinterferie-mirakel. God klaret!!
SvarSletHåber det går godt med nedregulering og at du er godt i gang med at finde dig tilpas i beslutningen.
Hej Mokka.
SvarSletDu er ikke for gammel til at få et barn til, det skal nok gå altsammen. Barnet vil elske dig uden betingelser.
Håber at du klø´r på, man (jeg) er også håbløst ramt af fortvivelse en gang imellem. Du er i en ekstrem svær situation, det er helt normalt at have alle disse tanker.
Lige et par tanker fra mig. Selvfølgelig kan man sagtens blive mor i 40'erne. Jeg var 38 da mine tvillinger blev født, og 39 da vi hentede dem i Addis Abeba. Så det håber jeg da ;o)
SvarSletTil det med donor, som jeg kan læse nager dig. Donoræg og -sæd bliver jo flittigt brugt, og jeg er sikker på, at det er en god og fin løsning for mannge. Det sagt, kan jeg sagtens følge dine tanker ang. donorproblematikken. Vi forsøgte en enkelt ICSI og 3 IUI med donorsæd, men hele vejen igennem var der en uro i min mave omkring det. Jeg spekulerede hele tiden på, hvad det ville betyde for et barn/senere teenager og voksen, at man havde valgt en anonym donor, som det ikke kunne spore, hvordan man fortalte et barn sådan noget - og hvornår. Ville det skabe ravage ift selvopfattelsen og følelserne for farmand? Jeg tænkt også på min mand og hans følelser. Ville de være anderledes?? Jeg tror det er helt naturligt og godt, at man får tænkt sådan noget igennem. OG at man gør det mavefornemmelsen siger er rigtig for en. VI valgte til sidst adoption i stedet for at køre videre af det andet spor, bl.a. på grund af de tanker jeg gjorde mig. For mig var det ligesom nemmere at rumme adotion, men det er jo sindsygt individuelt.
Nu kommer det måske til at lyde negativt, og sådan er det ikke ment. Jeg er bestemt ikke imod donorbehandling, det er helt sikkert en god mulighed for mange, jeg ville egentlig bare dele mine tanker fra dengang med dig.