Vinterferie-mirakler

Jeg hænger stadig på mit arbejde - har IKKE langtidssygemeldt mig.

Årsag: Vinterferie-mirakel og en god bog.

Efter tre dages sygdom og en god snak med en kollega, som havde konstruktive ideer, tog jeg i sommerhus og slappede af. Udenfor dalede store tunge snefnug og vi sad indenfor i nattøj og drak varm kakao og havde ild i brændeovnen. Total balsam for sjælen. Jeg skænkede ikke mit arbejde en tanke.

Det eneste aktive jeg foretog mig i ferien var at læse en meget interessant bog der hedder "Bevidst nærvær - en vej ud af nedtryktheden". I den læste jeg en sætning der ramte mig hårdt: "Problemet er ikke at være ked af det, man hvordan man reagerer på følelsen." Smask. Bulls eye. Mokkas problem i en nødeskal. Hvis jeg har mange problemer på arbejdet, så oversætter jeg det straks til at det i det hele taget ikke går godt. Og så begynder jeg ellers at gruble over hvor elendigt det hele er, og hvor lang vej der er til at få det godt. Og den negative tankelavine kan jo godt gøre en lidt trist...

Ifølge bogen skal man leve med bevist nærvær. Dvs. være opmærksom på det der er i nuet, uden at bedømme eller vurdere. Dvs. konstatere at man er trist og så vide at det er en emotion som kommer - og som går igen. Man kan sågar spise med bevist nærvær. Jeg så det faktisk engang i fjernsynet, hvor TV2´s nyhedsredaktion blev sat til at spise et æble med bevist nærvær. Dengang syntes jeg at det var komplet åndsvagt - de var jo evigheder om at få gnasket sig igennem det-her æble fordi ALT skulle fornemmes. Men jeg er begyndt at ændre mening. Jeg kan godt forstå ideen.

Så hver gang jeg føler panikken over arbejdet melde sig, så fokuserer jeg på at jeg lige her og nu er lidt ked/sur/fustreret. Og så gør jeg ikke mere ved det. For det er ok og følelsen går jo over igen. Derudover fokuserer jeg på det konkrete problem fremfor at generalisere problemet til resten af mit liv.

Bogen indeholder iøvrigt også meditationsteknikker - som jeg har kastet mig ud i med mere eller mindre succes. Men øvelse gør vel mester.

Så sådan en ferie og lidt bevidst nærværs-adfærd resulterede i at jeg mandag morgen fik taget hul på en masse opgaver på arbejdet - og jeg har det helt fint med det. Og bedre endnu: Det virker endnu - jeg har arbejdet hele ugen og føles mig slet ikke udkørt eller depri mere. Sådan har jeg ikke haft det i mange måneder. Det er mirakuløst hvad lidt ferie og en god bog kan gøre ved en.

Og som en ekstra bonus har jeg fået blod på tanden til at opstarte donor-behandlingen. Så lille ægbasse - here I come :o)

Store beslutninger.

Jeg har sygemeldt mig fra arbejdet.

Tirsdag aften fik jeg feber og hovedpine og måtte melde afbud til en masse planlagte møder onsdag, torsdag og fredag. Samtidig med at den fysiske sygdom meldt sin ankomst, brød omfanget af den psykiske belastning/udkørthed/jobtræthed også ud i lys lue. Jeg brød simpelthen sammen. Torsdag ringede jeg til min læge og bad hulkede om en længere sygemelding.

På mandag skal jeg ind og tale med lægen og hente sygemeldingen. Hvis jeg altså beslutter mig endeligt for at sygemelde mig....

Jeg HADER virkelig mit arbejde. Jeg arbejder meget alene om meget komplekse og svære problemstillinger, og jeg kan mærke at min grænse er ved at være nået. Jeg er gået helt i baglås - får intet lavet og har helt mistet interessen for jobbet. Jeg er ikke deprimeret - men jeg er tæt på at blive det. Så på den måde ville det jo være smart nok at sygemelde sig for en tid.

Men der er bare ikke andre stillinger at søge for tiden. Lorte nedgangstider! Lorte fyringsrunder! Jobmarkedet er gået helt i stå, og med hus og to biler og barn er udsigten til en sygemelding, efterfølgende fyreseddel og A-kasse indkomst meget skræmmende. Derfor er der også meget der taler for at holde ud.

Sygemelder mig, ved jeg, at jeg aldrig kommer tilbage til mit arbejde. Derfor kunne jeg jo i første omgang prøve at fremføre alle de kritikpunkter jeg har vedr. min stilling og insisterer på at det bliver ændret. Jeg mener - hvad har jeg at miste? Siger chefen nej - så får han en sygemelding lige i fjæset. Tag den, din nar! Lav dit lort selv!

Jeg sidder lige og fortaber mig i en fantasi hvor jeg er den nye Kill Bill der iført gul cat-suit og sabel møder på arbejde og med ro i stemmen afleverer mine nye krav til jobbet og herefter med knejset pande forlader arenaen og går ind på kontoret og lukker døren.

Desværre ville virkeligheden nok ikke se sådan ud - blandt andet fordi jeg kun er 160 cm høj og har 10 kg. for meget siddende på maveregionen, så alene påklædningen ville ikke arbejde til min fordel...

Nå - som sædvanlig modtages gode råd gerne.

Over and out fra Mokka

Jeg aflyste!

Jeg aflyste min tid hos Trianglen. Kun 1½ time inden jeg skulle møde besluttede jeg mig. Jeg kunne bare ikke overskue det og stak derfor en hvid løgn med barn syg. Heldigvis tog de det pænt, hvilket hjalp lidt på den sorte samvittighed.

Om jeg melder mig til behandling næste gang må tiden vise. Jeg synes stadig at jeg er lidt i underskud mht. fred og ro. I går tegnede min dreng på 2 år og jeg i hans malebog. Min dreng mistede hurtigt interessen - jeg derimod fik farvelagt en stor tegning. Der var noget meditativt og helende ved at side at klaske maling på et stykke papir - det var dejligt og totalt uden præstationsangst. En sindsstemning jeg godt kunne lide.

Jeg fik iøvrigt en god og konstruktiv kommentar på mit sidste indlæg hvor ordet "præstere" også blev brugt. Det tænkte jeg meget over - for det ramte plet. Jeg ved ikke hvorfor jeg altid skal præstere - det er vel noget med at jeg styrtdykker i min egen agtelse hvis jeg ikke leverer varen. Og jeg kan få katastrofetanker om hvad andre vil synes om mig hvis jeg ikke er 100% inde i kampen.

Så kan I jo selv regne ud hvilke kæmpe krise det er at være handlingslammet - for præstationerne kan ligge på et meget lille sted for tiden....