Tirsdag aften fik jeg feber og hovedpine og måtte melde afbud til en masse planlagte møder onsdag, torsdag og fredag. Samtidig med at den fysiske sygdom meldt sin ankomst, brød omfanget af den psykiske belastning/udkørthed/jobtræthed også ud i lys lue. Jeg brød simpelthen sammen. Torsdag ringede jeg til min læge og bad hulkede om en længere sygemelding.
På mandag skal jeg ind og tale med lægen og hente sygemeldingen. Hvis jeg altså beslutter mig endeligt for at sygemelde mig....
Jeg HADER virkelig mit arbejde. Jeg arbejder meget alene om meget komplekse og svære problemstillinger, og jeg kan mærke at min grænse er ved at være nået. Jeg er gået helt i baglås - får intet lavet og har helt mistet interessen for jobbet. Jeg er ikke deprimeret - men jeg er tæt på at blive det. Så på den måde ville det jo være smart nok at sygemelde sig for en tid.
Men der er bare ikke andre stillinger at søge for tiden. Lorte nedgangstider! Lorte fyringsrunder! Jobmarkedet er gået helt i stå, og med hus og to biler og barn er udsigten til en sygemelding, efterfølgende fyreseddel og A-kasse indkomst meget skræmmende. Derfor er der også meget der taler for at holde ud.
Sygemelder mig, ved jeg, at jeg aldrig kommer tilbage til mit arbejde. Derfor kunne jeg jo i første omgang prøve at fremføre alle de kritikpunkter jeg har vedr. min stilling og insisterer på at det bliver ændret. Jeg mener - hvad har jeg at miste? Siger chefen nej - så får han en sygemelding lige i fjæset. Tag den, din nar! Lav dit lort selv!
Jeg sidder lige og fortaber mig i en fantasi hvor jeg er den nye Kill Bill der iført gul cat-suit og sabel møder på arbejde og med ro i stemmen afleverer mine nye krav til jobbet og herefter med knejset pande forlader arenaen og går ind på kontoret og lukker døren.
Desværre ville virkeligheden nok ikke se sådan ud - blandt andet fordi jeg kun er
Nå - som sædvanlig modtages gode råd gerne.
Over and out fra Mokka
Puha... Jeg håber du endte med at sygemelde dig.
SvarSletKan du ikke tage det i to tempi, sygemelding først og tage stilling til jobbet senere?
Set udefra er sådan nogle situationer altid enklere. Du hader dit job. Det er ikke det værd, uanset hvor svært det ville være praktisk at få det til at hænge sammen uden. Jeg synes i hvert fald at du skal tage det MEGET alvorligt.
Måske kunne du tage den pragmatiske vej. Blive i jobbet mens du finder ud af dine alternativer. Og få specificeret præcist for dig selv, hvad der skulle til for at du kunne blive glad for jobbet. Jeg synes det giver rigtig god mening at give din chef en chance for at gøre dit job tåleligt inden du siger op - med eller uden gult cat-suit.
Hvis du bliver meget tung om hjertet ved tanken om at blive i jobbet i en overgangsperiode, så sig op. Hvordan har du det med lediggang? Hvis det gør dig deprimeret (som det gør mig) kan det selvfølgelig godt være du lige skal have lagt en plan først.
Som sagt: først og fremmest synes jeg at du skal respektere din modvilje mod jobbet. Livet bliver alt alt for kompliceret hvis man ikke tager sine følelser alvorligt, er min erfaring.
(du kunne ikke tænke dig at søge post-doc-midler?)