Jeg døde i dag

Jeg har slået mig selv ihjel i dag. Ganske dramatisk indledning, men ikke desto mindre sandt.

For den jeg var før, er ikke mere. Jeg har stået i vejen for mig selv - ergo måtte jeg væk.

Hvad betyder det?

Helt konkret betyder det, at jeg ikke vil starte mit videnscenter. Det er svært at indrømme, men - helt ærligt - jeg var meget stresset over projektet. Og jeg arbejdede ikke tilstrækkeligt på det. Nok fordi det bare ikke var det rigtige for mig. Jeg kan sagtens komme med en masse forklaringer og undskyldninger: børnene krævede mig, hunden skulle luftes, min mor er syg og bla. bla. bla. Faktum er, at det blev bare aldrig til noget. Og så længe jeg holdt fast i drømmen, var der ikke plads til nye drømme eller ideer. Jeg blokerede for det nye - stod som sagt i vejen for mig selv. Så drømmen måtte dø. En drøm, der også har fungeret som min identitet. Jeg var iværksætter. Det er jeg ikke mere.

Men hvem er jeg så? Er jeg overhovedet nogen - eller noget?

Jeg er uden arbejde, uden penge, uden plan, uden pensionsopsparing, uden netværk, uden bil (den døde - suk) selv uden erindring om hvem jeg var engang. Det var vist noget med sundhedsvideskab og ph.d. og smart tøj og fine titler. For et par uger siden fandt jeg en neglelak i en skuffe. Det var som at få et flash-back til et tidligere liv. Engang tog jeg pænt tøj på om morgenen, og lagde neglelak og satte hår. Og tog ud af døren. Det er  fem år siden jeg gjorde det sidst. Alt det gør jeg aldrig mere. Jeg er selvfølgelig mor, men det har aldrig været nok for mig. Jeg lever og ånder for mine børn. Og jeg har tilrettelagt hele mit liv, så de kunne få den bedst mulige hverdag. Men desværre glemte jeg at passe på mig selv. Så jeg druknede i forsøget på at holde det hele oppe. Jeg døde.

Men der er mere end mig, der døde i dag. Mit ægteskab døde også. Jeg er ikke blevet skilt. Men jeg har indset at vores forhold er et slags teamwork, der arbejder for at få hverdagen til at fungere. Ikke mere. Om jeg elsker ham? Det gør jeg vel. Om han elsker mig? Aner det ikke. Men jeg ved at vi begge er slidt ned af en alt for lang periode med et barn som helt ærligt virker som om at han har både adhd og autisme. Det fylder og det gør ondt at se sit barn have det svært. Og det stresser og slider. Jeg føler ikke at jeg har noget sammen med min mand mere. Det er tomt. Vi sover ikke engang i samme seng mere. Alt er adskilt. Nu siger jeg det så højt: Mit ægteskab er dødt. Min drøm om tosomhed er død. Min trygge rede. Min bedste ven. Det hele er væk.  Jeg ser det i øjnene. At lade som om at alt er super, nytter ikke noget. Så også her træder jeg til side, og forsøger at give plads til noget nyt. 

Jeg overgive mig. Jeg er træt af at kæmpe. Nu læner jeg mig ind i kaoset. Ta´r det hele ind. Jeg accepterer situationen, og jeg accepterer at jeg slet ikke ved hvad jeg skal gøre.

Først vil jeg føle efter, vente på tegn, støde ind i muligheder.

Jeg håber at jeg kan finde frem til en vej der stille og roligt vil lede mig til mit fremtids-jeg. Det, der skal være.

Og jeg ANER ikke hvem hun er. Jeg er blank. Bliver jeg nettodame, fraskilt, multimillionær, syg og død, sindsyg eller bare hjemmegående i et dårligt ægteskab?

Jeg ved det ikke.

Indtil videre passer jeg ungerne, går tur med hunden og passer min dont her i vores cirkus af en familie. Jeg føler mig lammet. Måske vil en højere magt tage over - bare lige et øjeblik, mens jeg kommer mig over min egen død, slikker mine sår...og afventer min genfødsel...

I surrender all...og lover ikke at skrive så teatralsk et indlæg igen. Men i dag var det nødvendigt.

Godmorgen

Godmorgen - kan jeg stolt sige.

For i går besluttede jeg mig for at begynde at stå tidligt op (klokken 06:00 - det er meeeeget tidligt for mig). Bevares, normalt står jeg op ved 07.00-tiden, men som B-menneske tæller hvert sekund ekstra i sengen om morgenen. Så en helt time tidligere en normalt - det er bare sindsygt tidligt!

Hvorfor den slags selvpineri - tænker du måske. Jo -det er for at få mere tid til at arbejde. Mine hverdage drukner alt for ofte i vasketøj og syge børn og hunde-hår og alt muligt andet, som bare ikke rangerer under kategorien Iværksætteri. Der er fred i huset om morgenen, inden ungerne står op. Her er der ro til at tage mig af mig selv og mit.

Jeg harforsøgt mange andre modeller. Vi støvsuger om aftenen. Så har du hele dagen. Eller vi støvsuger i weekenden. Kør ned på biblioteket og arbejd. Men det fungerer bare ikke. Så nu prøver jeg noget helt nyt, som jeg kan skrive under på at jeg virkelig aldrig har forsøgt før. Alene chokket over at være så tidligt oppe kan måske være grund til at jeg får produceret men masse...

Jeg fortalte min mand om ideen i går. Han lyttede pænt mens han krampagtigt forsøgte at undertrykke et latterbrøl. "Spændende", sagde han, mens kinderne dirrede i anstrengelse for ikke at lade et voldsomt grin slippe ud. Han kender mig jo godt. Han ved at jeg HADER at stå tidligt op.Men altså - her sidder jeg og drikker kaffe og skriver. Og han er ikke oppe endnu. Ha!

Over and out herfra. Og god dag til alle.


ps - den opmærksomme læser vil nok konstatere at udgivelsestidspunktet er angivet til sent om aftenen. Men der er noget galt med programmet. For klokken er virkelig kun 07:40 lige nu. På ære.

Et klarsyn til

Det aller første indlæg på denne blog handlede om et klarsyn jeg havde haft.

Jeg havde indset (mente jeg) at jeg bare var umoden og iøvrigt for gammel til at drømme om et helt nyt slags arbejde. Selv om jeg var virkelig træt af at lave det jeg gjorde. Jeg troede at vejen til jobglæde var at ændre min tankegang  og lære at se det gode i det hele.

Nu er jeg fyldt 50 år (gisp) og på mange måder er jeg et helt andet menneske, end da jeg var i starten af fyrrene og startede bloggen.

Og det er ikke kun på grund af alle rynkerne at jeg er blevet en anden.

Iøvrigt  er det mærkelig at fylde 50 år - synes jeg.  Op til selve fødselsdagen følte jeg mig  pludselig rigtig gammel. Og stadig er det sådan - bare det at skulle sige sin alder højt kan være lidt svært. Det er som at sige noget der slet ikke passer. Jeg kunne ligeså godt sige at "jeg lever i Kina og spiser hunde til aftensmad". For jeg føler mig 37 år inden i. Jeg er skuda ikke 50...!

Og nu hvor døden næsten står for døren pga min fremskredne alder, så har jeg fået et helt andet perspektiv på hverdagen og mit liv. Jeg gider ikke mere bruge tid på ting der ikke gør mig glad. Jeg lytter til min intuition og følger den også gerne. Det er derfor jeg føler mig som en anden person end jeg var tidligere. Når jeg tænker tilbage på hvor træt jeg var af mit arbejde, kan jeg slet ikke forstå at jeg brugte så meget tid på det. Jeg er glad for at jeg trods alt fulgte mit hjerte og fik tre børn. Jeg nægtede at lade mit arbejde afgøre om der var plads i mit liv til familieforøgelse.

Men jeg valgte samtidig at blive i jobbet alt for længe. Virkelig alt for længe. Jeg fatter ikke at jeg bød mig selv det. Men ad en masse omveje og op og nedture, som jeg ikke skal trætte jer med, er jeg endt med at være hjemmegående husmor. Jeg har været væk fra arbejdsmarkedet i 4 år nu, og efterhånden har jeg svært ved at se mig selv tilbage i trædemøllen.

Bevares, nu er der en trommerum omkring vasketøj og rengøring og madlavning - opgaver der hviler på mine skuldre. Manden går jo på arbejde. Og ingen penge har vi virkelig mange af. Vi køber alt i genbrug og er aldrig på ferie mere. Men jeg kan alligevel godt lide denne livsstil. Jeg vil gerne arbejde og bidrage til samfundet. Men det skal give mening for mig. Det giver ikke mening med ugennemtænkte projekter og en politisk dagsorden der overruler sund fornuft (ja - jeg var offentlig ansat). Det giver heller ikke mening at mine børn  skal have en 40-timers "arbejds"uge. Og det giver ikke mening at sidde i en lang kø på motorvejen hver morgen - hen til noget jeg ikke trives med, og komme hjem til stressede børn som jeg aldrig har rigtig tid til.

Med andre ord: Det giver ikke mening at vende tilbage til den fuser, som mit arbejdsliv var.

Nu er jeg 10 år ældre. Og som sagt en hel anden person end for 10 år siden. Nu synes jeg ikke at jeg er for gammel til at prøve noget nyt. Nu gider jeg ikke forsøge (særlig længe ihvertfald) at kunne lide noget som i udtalt grad byder mig imod. Nu synes jeg at klarsynet er, at man skal følge mavefornemmelsen og skide på hvis andre synes det er en dum ide.

Så følgende afsnit vil minde en del om sidste indlæg - nu bare med et tvist.

Min blog handlede om at få børn når man er 40+. Men at få børn er jo ikke bare at føde dem. Der er sådan set også en del af se til bagefter. Nu er jeg 50 + (gisp). Så bloggen tager en drejning. Den kommer nu mere til at handle om at have fået børn sent og at være 50+ (gisp) med mindre børn.

Min blog handler også om at finde arbejdsglæde. Jeg kunne ikke finde glæden ved et lønmodtagerjob. Det passede bare ikke til mig. Så nu handler bloggen  om at finde jobglæde som selvstændig.

Med bankende hjerte kaster jeg mit ud i det. Og I er med på 1. parket.

Over and out fra Mokka.