Jeg døde i dag

Jeg har slået mig selv ihjel i dag. Ganske dramatisk indledning, men ikke desto mindre sandt.

For den jeg var før, er ikke mere. Jeg har stået i vejen for mig selv - ergo måtte jeg væk.

Hvad betyder det?

Helt konkret betyder det, at jeg ikke vil starte mit videnscenter. Det er svært at indrømme, men - helt ærligt - jeg var meget stresset over projektet. Og jeg arbejdede ikke tilstrækkeligt på det. Nok fordi det bare ikke var det rigtige for mig. Jeg kan sagtens komme med en masse forklaringer og undskyldninger: børnene krævede mig, hunden skulle luftes, min mor er syg og bla. bla. bla. Faktum er, at det blev bare aldrig til noget. Og så længe jeg holdt fast i drømmen, var der ikke plads til nye drømme eller ideer. Jeg blokerede for det nye - stod som sagt i vejen for mig selv. Så drømmen måtte dø. En drøm, der også har fungeret som min identitet. Jeg var iværksætter. Det er jeg ikke mere.

Men hvem er jeg så? Er jeg overhovedet nogen - eller noget?

Jeg er uden arbejde, uden penge, uden plan, uden pensionsopsparing, uden netværk, uden bil (den døde - suk) selv uden erindring om hvem jeg var engang. Det var vist noget med sundhedsvideskab og ph.d. og smart tøj og fine titler. For et par uger siden fandt jeg en neglelak i en skuffe. Det var som at få et flash-back til et tidligere liv. Engang tog jeg pænt tøj på om morgenen, og lagde neglelak og satte hår. Og tog ud af døren. Det er  fem år siden jeg gjorde det sidst. Alt det gør jeg aldrig mere. Jeg er selvfølgelig mor, men det har aldrig været nok for mig. Jeg lever og ånder for mine børn. Og jeg har tilrettelagt hele mit liv, så de kunne få den bedst mulige hverdag. Men desværre glemte jeg at passe på mig selv. Så jeg druknede i forsøget på at holde det hele oppe. Jeg døde.

Men der er mere end mig, der døde i dag. Mit ægteskab døde også. Jeg er ikke blevet skilt. Men jeg har indset at vores forhold er et slags teamwork, der arbejder for at få hverdagen til at fungere. Ikke mere. Om jeg elsker ham? Det gør jeg vel. Om han elsker mig? Aner det ikke. Men jeg ved at vi begge er slidt ned af en alt for lang periode med et barn som helt ærligt virker som om at han har både adhd og autisme. Det fylder og det gør ondt at se sit barn have det svært. Og det stresser og slider. Jeg føler ikke at jeg har noget sammen med min mand mere. Det er tomt. Vi sover ikke engang i samme seng mere. Alt er adskilt. Nu siger jeg det så højt: Mit ægteskab er dødt. Min drøm om tosomhed er død. Min trygge rede. Min bedste ven. Det hele er væk.  Jeg ser det i øjnene. At lade som om at alt er super, nytter ikke noget. Så også her træder jeg til side, og forsøger at give plads til noget nyt. 

Jeg overgive mig. Jeg er træt af at kæmpe. Nu læner jeg mig ind i kaoset. Ta´r det hele ind. Jeg accepterer situationen, og jeg accepterer at jeg slet ikke ved hvad jeg skal gøre.

Først vil jeg føle efter, vente på tegn, støde ind i muligheder.

Jeg håber at jeg kan finde frem til en vej der stille og roligt vil lede mig til mit fremtids-jeg. Det, der skal være.

Og jeg ANER ikke hvem hun er. Jeg er blank. Bliver jeg nettodame, fraskilt, multimillionær, syg og død, sindsyg eller bare hjemmegående i et dårligt ægteskab?

Jeg ved det ikke.

Indtil videre passer jeg ungerne, går tur med hunden og passer min dont her i vores cirkus af en familie. Jeg føler mig lammet. Måske vil en højere magt tage over - bare lige et øjeblik, mens jeg kommer mig over min egen død, slikker mine sår...og afventer min genfødsel...

I surrender all...og lover ikke at skrive så teatralsk et indlæg igen. Men i dag var det nødvendigt.