Jeg er udbrændt! Slut, prut og total uden energi og virkelyst.
Og i overmorgen starter donor-behandlingen.
Min fornuft siger mig at det er det glade vandvid at blive gravid nu. Min energi er under 0-punktet og jeg sidder i en forholdsvis ny stilling som projektleder med faglige udfordringer (Læs: problemer som jeg ikke kan finde ud af at løse) op til halsen. Forholdet til ægte manden trænger også til lidt pleje. Og min dreng bliever snart tre år, og vi er ved at finde en rigtig god rytme som familie. Mit hjem trænger gevaldigt til at blive gjort rent og rydtet op og juletræet er bare kastet ud i haven, og der får det nok lov til at ligge de næste mange måneder. Så der er nok at se til - men desværre ingen energi.
Mit hjerte siger tilgengæld at jeg skal have et barn til. Jeg holder fast i min tid på Trianglen på fredag - på sådan en lidt zombie-agtig måde. Nægter at tage stilling til problemet, går bare med et tåget blik mod målet. Jeg bliver 42 år til foråret. Jeg har ikke tid til at vente. Jeg vil ikke vente.
Jeg VIL nemlig så gerne have et barn til. Jeg kan slet ikke acceptere at jeg skulle opgive denne drøm, blot fordi mit arbejde dræner mig for energi. Det føles som om at "arbejdet vinder", og at jeg opgiver mit meget store ønske til fordel for at have mere energi til at passe min hverdag med mit åndsvage job. Omvendt vil det jo også være tragisk hvis jeg ikke kan klare at have to børn, og vores lille familie bliver slået i stykker fordi jeg ikke tør se kendsgerningerne i øjnen...nemlig at jeg pt. er helt udbrændt.
Åh mand, gode råd modtages gerne.
Hej igen fra Mokka
onsdag den 6. januar 2010
fredag den 1. januar 2010
Undskyld at jeg kommer ½ år for sent
Der har været stille på bloggen. Det beklager jeg.
Så jeg vil fluks kaste mig ud i en hurtig opdatering af hvad jeg har syslet med siden sidst.
Jeg fik jo afleveret min afhandling i maj sidste år.
Herefter startede jeg i en 4 måneders ansættelse hvor jeg skulle skrive protokol til mit næste projekt. Så var det jo meningen at denne 4-måneders ansættelse skulle glide lige over i en anden ansættelse hos en ny arbejdsgiver, men så let var det slet ikke. Det var en masse bøvl med bevilligen af penge + det var midt i sommerferien så de fleste personer jeg skulle i kontakt med var på ferie. Derfor måtte jeg til sidst melde mig arbejdsløs og var på jobsøgningskurser og jeg ved ikke hvad. Det hele endte dog godt, og jeg blev til sidst ansat hos min nye arbejdsgiver.
Der gik så yderligere et par måneder - så fik jeg at vide at afhandlingen var godkendt.
Her i december forsvarede jeg så endelig mesterværket - og det gik godt. Jeg havde forestillet mig en slags offentlig henrettelse hvor jeg for åbent tæppe blev slagtet med perfide statistiske spørgsmål som jeg slet ikke kunne svare på, og at det hele ende med at jeg blev nægtet ph.d.-titlen. Men det var en helt fredsommelig oplevelse, hvor der blev fyret jokes af, og spørgsmålene var hyggelige og overordnede. Titlen blev jeg også tildelt.
Så langt, så godt. Alle de tre sidste milepæle blev nået.
Nu kommer den uventede del af det hele.
Dagen efter forsvaret blev jeg ramt af noget der vel bedst kan betegnes som post-traumatisk udbrændthed. Jeg havde forventet en euforisk lykke og "nu skulle jeg til at leve livet"-energi, og i stedet var jeg bare træt og trist. Og sådan er det faktisk endnu. Det er som om at skeletterne vælter ud af skabene - problemer jeg har ignoreret gennem mit forskningsliv kommer nu frem - og de har vokset sig store og stærke - derinde i mørket. Jeg drømmer virkelig væmmelige drømme - sådan noget med at jeg kører i vandet med bilen og skal have min dreng ud inden bilen synker eller at jeg skal til ph.d.-forsvar og har glemt at forberede mig. Min mand vil gerne være romantisk og jeg er slet ikke i den slags humør. Jeg vil hellere side og tude og spise chokolade.
Jeg har ikke helt fundet ud af hvad der helt konkret er i vejen, men det er vist noget med mit arbejde som jeg slet ikke er glad for, og mit ægteskab som mangler pleje.
Hvilket bringer mig hen til donoræg-behandlingen. Jeg har nemlig tid til scanning om en uge. Så går det løs.
Lige nu ved jeg slet ikke om jeg kan overskue endnu et barn. Jeg føler mig ikke en gang klar til hverken hormonbehandling eller graviditet. Samtidig er jeg bange for at det bare er en periode og at jeg hurtigt kommer ovenpå igen når jeg har fået slappet lidt af ovenpå et mildt sagt hektisk år. Hvis jeg venter for længe så løber tiden fra mig, og så bliver jeg (i følge egne grænser) for gammel til at få et barn til.
Hvad skal jeg gøre? Fokusere på den oprindelig e plan og satse på at min reaktion blot er noget midlertidigt, eller er der grund til at ændre planer droppe behandling?
Difficult.....
Over and out fra Mokka
Så jeg vil fluks kaste mig ud i en hurtig opdatering af hvad jeg har syslet med siden sidst.
Jeg fik jo afleveret min afhandling i maj sidste år.
Herefter startede jeg i en 4 måneders ansættelse hvor jeg skulle skrive protokol til mit næste projekt. Så var det jo meningen at denne 4-måneders ansættelse skulle glide lige over i en anden ansættelse hos en ny arbejdsgiver, men så let var det slet ikke. Det var en masse bøvl med bevilligen af penge + det var midt i sommerferien så de fleste personer jeg skulle i kontakt med var på ferie. Derfor måtte jeg til sidst melde mig arbejdsløs og var på jobsøgningskurser og jeg ved ikke hvad. Det hele endte dog godt, og jeg blev til sidst ansat hos min nye arbejdsgiver.
Der gik så yderligere et par måneder - så fik jeg at vide at afhandlingen var godkendt.
Her i december forsvarede jeg så endelig mesterværket - og det gik godt. Jeg havde forestillet mig en slags offentlig henrettelse hvor jeg for åbent tæppe blev slagtet med perfide statistiske spørgsmål som jeg slet ikke kunne svare på, og at det hele ende med at jeg blev nægtet ph.d.-titlen. Men det var en helt fredsommelig oplevelse, hvor der blev fyret jokes af, og spørgsmålene var hyggelige og overordnede. Titlen blev jeg også tildelt.
Så langt, så godt. Alle de tre sidste milepæle blev nået.
Nu kommer den uventede del af det hele.
Dagen efter forsvaret blev jeg ramt af noget der vel bedst kan betegnes som post-traumatisk udbrændthed. Jeg havde forventet en euforisk lykke og "nu skulle jeg til at leve livet"-energi, og i stedet var jeg bare træt og trist. Og sådan er det faktisk endnu. Det er som om at skeletterne vælter ud af skabene - problemer jeg har ignoreret gennem mit forskningsliv kommer nu frem - og de har vokset sig store og stærke - derinde i mørket. Jeg drømmer virkelig væmmelige drømme - sådan noget med at jeg kører i vandet med bilen og skal have min dreng ud inden bilen synker eller at jeg skal til ph.d.-forsvar og har glemt at forberede mig. Min mand vil gerne være romantisk og jeg er slet ikke i den slags humør. Jeg vil hellere side og tude og spise chokolade.
Jeg har ikke helt fundet ud af hvad der helt konkret er i vejen, men det er vist noget med mit arbejde som jeg slet ikke er glad for, og mit ægteskab som mangler pleje.
Hvilket bringer mig hen til donoræg-behandlingen. Jeg har nemlig tid til scanning om en uge. Så går det løs.
Lige nu ved jeg slet ikke om jeg kan overskue endnu et barn. Jeg føler mig ikke en gang klar til hverken hormonbehandling eller graviditet. Samtidig er jeg bange for at det bare er en periode og at jeg hurtigt kommer ovenpå igen når jeg har fået slappet lidt af ovenpå et mildt sagt hektisk år. Hvis jeg venter for længe så løber tiden fra mig, og så bliver jeg (i følge egne grænser) for gammel til at få et barn til.
Hvad skal jeg gøre? Fokusere på den oprindelig e plan og satse på at min reaktion blot er noget midlertidigt, eller er der grund til at ændre planer droppe behandling?
Difficult.....
Over and out fra Mokka
Abonner på:
Opslag (Atom)