onsdag den 6. januar 2010

Er det fornuftigt at handle mod fornuften?

Jeg er udbrændt! Slut, prut og total uden energi og virkelyst.

Og i overmorgen starter donor-behandlingen.

Min fornuft siger mig at det er det glade vandvid at blive gravid nu. Min energi er under 0-punktet og jeg sidder i en forholdsvis ny stilling som projektleder med faglige udfordringer (Læs: problemer som jeg ikke kan finde ud af at løse) op til halsen. Forholdet til ægte manden trænger også til lidt pleje. Og min dreng bliever snart tre år, og vi er ved at finde en rigtig god rytme som familie. Mit hjem trænger gevaldigt til at blive gjort rent og rydtet op og juletræet er bare kastet ud i haven, og der får det nok lov til at ligge de næste mange måneder. Så der er nok at se til - men desværre ingen energi.

Mit hjerte siger tilgengæld at jeg skal have et barn til. Jeg holder fast i min tid på Trianglen på fredag - på sådan en lidt zombie-agtig måde. Nægter at tage stilling til problemet, går bare med et tåget blik mod målet. Jeg bliver 42 år til foråret. Jeg har ikke tid til at vente. Jeg vil ikke vente.

Jeg VIL nemlig så gerne have et barn til. Jeg kan slet ikke acceptere at jeg skulle opgive denne drøm, blot fordi mit arbejde dræner mig for energi. Det føles som om at "arbejdet vinder", og at jeg opgiver mit meget store ønske til fordel for at have mere energi til at passe min hverdag med mit åndsvage job. Omvendt vil det jo også være tragisk hvis jeg ikke kan klare at have to børn, og vores lille familie bliver slået i stykker fordi jeg ikke tør se kendsgerningerne i øjnen...nemlig at jeg pt. er helt udbrændt.

Åh mand, gode råd modtages gerne.

Hej igen fra Mokka

2 kommentarer:

  1. Umiddelbart lyder udbrændtheden på mig som en ikke usædvanlig reaktion på phd-afslutning. Min umiddelbare og ikke specielt velkvalificerede tanke er, at du ikke skal droppe behandling, men du skal tage dig tid til en lille ferie inden du falder helt fra hinanden. Og sådan en ferie skal måske gå med at sidde for dig selv og tude og spise chokolade uden mand og barn. Ikke nogen drømmeferie, men dine indlæg lyder som om du trænger til en pause fra præstationerne - inkl præstationer i forhold til din familie. Har du måske adgang til et sommerhus, nogle forældre eller gode venner hvor du kan troppe op og sige: må jeg godt bryde sammen her et par dage?

    SvarSlet
  2. hvor fjollet at jeg har reageret på et 3 uger gammelt ønske om råd.
    donorbehandlingen ligger jo langt bag dig. spændende.
    hvordan er det mon gået..?

    SvarSlet