Jeg døde i dag

Jeg har slået mig selv ihjel i dag. Ganske dramatisk indledning, men ikke desto mindre sandt.

For den jeg var før, er ikke mere. Jeg har stået i vejen for mig selv - ergo måtte jeg væk.

Hvad betyder det?

Helt konkret betyder det, at jeg ikke vil starte mit videnscenter. Det er svært at indrømme, men - helt ærligt - jeg var meget stresset over projektet. Og jeg arbejdede ikke tilstrækkeligt på det. Nok fordi det bare ikke var det rigtige for mig. Jeg kan sagtens komme med en masse forklaringer og undskyldninger: børnene krævede mig, hunden skulle luftes, min mor er syg og bla. bla. bla. Faktum er, at det blev bare aldrig til noget. Og så længe jeg holdt fast i drømmen, var der ikke plads til nye drømme eller ideer. Jeg blokerede for det nye - stod som sagt i vejen for mig selv. Så drømmen måtte dø. En drøm, der også har fungeret som min identitet. Jeg var iværksætter. Det er jeg ikke mere.

Men hvem er jeg så? Er jeg overhovedet nogen - eller noget?

Jeg er uden arbejde, uden penge, uden plan, uden pensionsopsparing, uden netværk, uden bil (den døde - suk) selv uden erindring om hvem jeg var engang. Det var vist noget med sundhedsvideskab og ph.d. og smart tøj og fine titler. For et par uger siden fandt jeg en neglelak i en skuffe. Det var som at få et flash-back til et tidligere liv. Engang tog jeg pænt tøj på om morgenen, og lagde neglelak og satte hår. Og tog ud af døren. Det er  fem år siden jeg gjorde det sidst. Alt det gør jeg aldrig mere. Jeg er selvfølgelig mor, men det har aldrig været nok for mig. Jeg lever og ånder for mine børn. Og jeg har tilrettelagt hele mit liv, så de kunne få den bedst mulige hverdag. Men desværre glemte jeg at passe på mig selv. Så jeg druknede i forsøget på at holde det hele oppe. Jeg døde.

Men der er mere end mig, der døde i dag. Mit ægteskab døde også. Jeg er ikke blevet skilt. Men jeg har indset at vores forhold er et slags teamwork, der arbejder for at få hverdagen til at fungere. Ikke mere. Om jeg elsker ham? Det gør jeg vel. Om han elsker mig? Aner det ikke. Men jeg ved at vi begge er slidt ned af en alt for lang periode med et barn som helt ærligt virker som om at han har både adhd og autisme. Det fylder og det gør ondt at se sit barn have det svært. Og det stresser og slider. Jeg føler ikke at jeg har noget sammen med min mand mere. Det er tomt. Vi sover ikke engang i samme seng mere. Alt er adskilt. Nu siger jeg det så højt: Mit ægteskab er dødt. Min drøm om tosomhed er død. Min trygge rede. Min bedste ven. Det hele er væk.  Jeg ser det i øjnene. At lade som om at alt er super, nytter ikke noget. Så også her træder jeg til side, og forsøger at give plads til noget nyt. 

Jeg overgive mig. Jeg er træt af at kæmpe. Nu læner jeg mig ind i kaoset. Ta´r det hele ind. Jeg accepterer situationen, og jeg accepterer at jeg slet ikke ved hvad jeg skal gøre.

Først vil jeg føle efter, vente på tegn, støde ind i muligheder.

Jeg håber at jeg kan finde frem til en vej der stille og roligt vil lede mig til mit fremtids-jeg. Det, der skal være.

Og jeg ANER ikke hvem hun er. Jeg er blank. Bliver jeg nettodame, fraskilt, multimillionær, syg og død, sindsyg eller bare hjemmegående i et dårligt ægteskab?

Jeg ved det ikke.

Indtil videre passer jeg ungerne, går tur med hunden og passer min dont her i vores cirkus af en familie. Jeg føler mig lammet. Måske vil en højere magt tage over - bare lige et øjeblik, mens jeg kommer mig over min egen død, slikker mine sår...og afventer min genfødsel...

I surrender all...og lover ikke at skrive så teatralsk et indlæg igen. Men i dag var det nødvendigt.

Godmorgen

Godmorgen - kan jeg stolt sige.

For i går besluttede jeg mig for at begynde at stå tidligt op (klokken 06:00 - det er meeeeget tidligt for mig). Bevares, normalt står jeg op ved 07.00-tiden, men som B-menneske tæller hvert sekund ekstra i sengen om morgenen. Så en helt time tidligere en normalt - det er bare sindsygt tidligt!

Hvorfor den slags selvpineri - tænker du måske. Jo -det er for at få mere tid til at arbejde. Mine hverdage drukner alt for ofte i vasketøj og syge børn og hunde-hår og alt muligt andet, som bare ikke rangerer under kategorien Iværksætteri. Der er fred i huset om morgenen, inden ungerne står op. Her er der ro til at tage mig af mig selv og mit.

Jeg harforsøgt mange andre modeller. Vi støvsuger om aftenen. Så har du hele dagen. Eller vi støvsuger i weekenden. Kør ned på biblioteket og arbejd. Men det fungerer bare ikke. Så nu prøver jeg noget helt nyt, som jeg kan skrive under på at jeg virkelig aldrig har forsøgt før. Alene chokket over at være så tidligt oppe kan måske være grund til at jeg får produceret men masse...

Jeg fortalte min mand om ideen i går. Han lyttede pænt mens han krampagtigt forsøgte at undertrykke et latterbrøl. "Spændende", sagde han, mens kinderne dirrede i anstrengelse for ikke at lade et voldsomt grin slippe ud. Han kender mig jo godt. Han ved at jeg HADER at stå tidligt op.Men altså - her sidder jeg og drikker kaffe og skriver. Og han er ikke oppe endnu. Ha!

Over and out herfra. Og god dag til alle.


ps - den opmærksomme læser vil nok konstatere at udgivelsestidspunktet er angivet til sent om aftenen. Men der er noget galt med programmet. For klokken er virkelig kun 07:40 lige nu. På ære.

Et klarsyn til

Det aller første indlæg på denne blog handlede om et klarsyn jeg havde haft.

Jeg havde indset (mente jeg) at jeg bare var umoden og iøvrigt for gammel til at drømme om et helt nyt slags arbejde. Selv om jeg var virkelig træt af at lave det jeg gjorde. Jeg troede at vejen til jobglæde var at ændre min tankegang  og lære at se det gode i det hele.

Nu er jeg fyldt 50 år (gisp) og på mange måder er jeg et helt andet menneske, end da jeg var i starten af fyrrene og startede bloggen.

Og det er ikke kun på grund af alle rynkerne at jeg er blevet en anden.

Iøvrigt  er det mærkelig at fylde 50 år - synes jeg.  Op til selve fødselsdagen følte jeg mig  pludselig rigtig gammel. Og stadig er det sådan - bare det at skulle sige sin alder højt kan være lidt svært. Det er som at sige noget der slet ikke passer. Jeg kunne ligeså godt sige at "jeg lever i Kina og spiser hunde til aftensmad". For jeg føler mig 37 år inden i. Jeg er skuda ikke 50...!

Og nu hvor døden næsten står for døren pga min fremskredne alder, så har jeg fået et helt andet perspektiv på hverdagen og mit liv. Jeg gider ikke mere bruge tid på ting der ikke gør mig glad. Jeg lytter til min intuition og følger den også gerne. Det er derfor jeg føler mig som en anden person end jeg var tidligere. Når jeg tænker tilbage på hvor træt jeg var af mit arbejde, kan jeg slet ikke forstå at jeg brugte så meget tid på det. Jeg er glad for at jeg trods alt fulgte mit hjerte og fik tre børn. Jeg nægtede at lade mit arbejde afgøre om der var plads i mit liv til familieforøgelse.

Men jeg valgte samtidig at blive i jobbet alt for længe. Virkelig alt for længe. Jeg fatter ikke at jeg bød mig selv det. Men ad en masse omveje og op og nedture, som jeg ikke skal trætte jer med, er jeg endt med at være hjemmegående husmor. Jeg har været væk fra arbejdsmarkedet i 4 år nu, og efterhånden har jeg svært ved at se mig selv tilbage i trædemøllen.

Bevares, nu er der en trommerum omkring vasketøj og rengøring og madlavning - opgaver der hviler på mine skuldre. Manden går jo på arbejde. Og ingen penge har vi virkelig mange af. Vi køber alt i genbrug og er aldrig på ferie mere. Men jeg kan alligevel godt lide denne livsstil. Jeg vil gerne arbejde og bidrage til samfundet. Men det skal give mening for mig. Det giver ikke mening med ugennemtænkte projekter og en politisk dagsorden der overruler sund fornuft (ja - jeg var offentlig ansat). Det giver heller ikke mening at mine børn  skal have en 40-timers "arbejds"uge. Og det giver ikke mening at sidde i en lang kø på motorvejen hver morgen - hen til noget jeg ikke trives med, og komme hjem til stressede børn som jeg aldrig har rigtig tid til.

Med andre ord: Det giver ikke mening at vende tilbage til den fuser, som mit arbejdsliv var.

Nu er jeg 10 år ældre. Og som sagt en hel anden person end for 10 år siden. Nu synes jeg ikke at jeg er for gammel til at prøve noget nyt. Nu gider jeg ikke forsøge (særlig længe ihvertfald) at kunne lide noget som i udtalt grad byder mig imod. Nu synes jeg at klarsynet er, at man skal følge mavefornemmelsen og skide på hvis andre synes det er en dum ide.

Så følgende afsnit vil minde en del om sidste indlæg - nu bare med et tvist.

Min blog handlede om at få børn når man er 40+. Men at få børn er jo ikke bare at føde dem. Der er sådan set også en del af se til bagefter. Nu er jeg 50 + (gisp). Så bloggen tager en drejning. Den kommer nu mere til at handle om at have fået børn sent og at være 50+ (gisp) med mindre børn.

Min blog handler også om at finde arbejdsglæde. Jeg kunne ikke finde glæden ved et lønmodtagerjob. Det passede bare ikke til mig. Så nu handler bloggen  om at finde jobglæde som selvstændig.

Med bankende hjerte kaster jeg mit ud i det. Og I er med på 1. parket.

Over and out fra Mokka.

Undskyld at jeg igen ikke har givet lyd fra mig i lang tid...

...men jeg har været optaget af at lave børn og finde arbejdsglæde.

Det første er gået over al forventning. Jeg fik tvillinger for 5 år siden. Så nu har jeg reden fuld, som min mor siger.

På dårlige dage tilføjer jeg bittert at det samme gælder vaksetøjskurven og bunken af rudekuverter. Men det gælder heldigvis også mængden af kys og kram og kæmpe oplevelser - som rummer alt lige fra selve fødslen til den gang en af drengene havde stoppet en enorm edderkop ned i lommen for "den var sød og skulle med hjem"...

Det sidste - det med at ændre sine negative tanker og finde jobglæde - det er en længere historie. Men konklusionen på det hele er, at det ikke handlede om at være negativ. Det handlede om at jeg var et forkert sted. Man kan sige, at jeg brugte meget tid på at passe ind i noget jeg ikke passede ind i.

Nu er jeg 6 år klogere på mig selv og nu går jeg benhårdt efter et arbejde der skal passe til mig.

Det mest åndsvage er, at svaret har ligget lige foran mine fødder de sidste 6 år. For jeg har jo brugt mange år på at læse om barnløshed og om behandlingsmuligheder med donoræg og om donorbørn og alt muligt andet der er relateret til dette område. Og jeg er jo i al beskedenhen ret god til at opsøge denne viden og til at skille skidt fra kanel. Al den viden vil jeg præsentere på en hjemmeside. Et videnscenter. Så kan andre i samme båd som jeg var, lettere danne sig et overblik og indhente information om dette kæmpe emne.

Så denne blog vil fortsætte med at behandle de to emner jeg for snart 10 år siden præsenterede:

1) Kan man i en alder af 40+ få børn med donoræg? Svaret er for mit vedkommende "ja". Detaljer om rejsen dertil og andre skrublerier om dette emne kan du følge med i her på siden. Der findes meget afsindig spændende viden, som jeg glæder mig til at dele med jer. (De mere hardcore facts om emnet kan du finde på min hjemmeside - som endnu ikke er gået i luften. Jeg skal nok sige til når den er klar).

2) Kan man ændre negative tanker om et arbejde for at finde jobglæde? Til det er svaret for mit vedkommende "nej". Jeg har derfor ændret strategi. Jeg vil skabe mit eget arbejde, som passer til mine evner og mit temperament og til familiens behov. Så på denne blog kan du følge mit projekt med at opstarte som selvstændig og endelig - ENDELIG - finde min rette hylde og finde den berømte jobglæde som jeg har hørt så meget godt om.

God læselyst.

Over and out fra Mokka

Endnu ½ år er forpasset uden at jeg har fået opdateret

- og det beklager jeg.

Og meget er selvfølgelig sket siden sidst.

På arbejdsfronten går det ikke særlig godt. Jeg er blevet langtidssygemeldt - med stress. Jeg har gået hjemme i to måneder - og det er faktisk først nu at jeg begynder at fornemme et vist fysisk og psykisk overskud.
Det var en meget voldsom oplevelse at blive sygemeldt. Jeg fik et reelt sammenbrud - sådan noget med at kaste med porcelæn (hjemme i køkkenet heldigvis - ikke på arbejdet), råbe og tude og slet ikke kunne samle tankerne. Inden da havde jeg haft et par uger hvor jeg havde slemme fysiske symptomer på stress og jeg kunne slet ikke koncentrere mig - jeg kunne eksempelvis ikke huske hvilket år vi var i, eller hvor gammel jeg selv var. Jeg præsterede også at glemme at jeg skulle undervise - tænk, jeg glemte virkelig at gå ned og undervise...så er man langt ude...

Lige nu ved jeg ikke hvad dette ender med. Jeg er bange for at starte på arbejde igen - for hvad hvis jeg bryder sammen igen. Jeg har heller ikke helt overskud til at mødes med min arbejdsplads lige pt. for at tale tingene igennem. Så jeg spiller en del lotto. Et par millioner ville løse mange problemer. :o)

Inden sygemeldigen gik jeg igang med donor-behandling og fik også doneret æg. Kvaliteten af æggene var dog meget ringe og jeg fik derfor lovning på at jeg kun skulle betale hvis jeg blev gravid. Og det blev jeg ikke.
Lige nu er jeg på pause igen. Jeg har af indlysende årsager ikke rigtigt orket hormoner.

Min mand og jeg har talt en del om fornuften i at fortsætte donor-behandling - omstændighederne og min alder taget i betragtning. Og al fornuft taler for at vi stopper, og nyder det ene barn som vi har.

Men - men - men - jeg har bare ikke lyst til at være fornuftig. I dag gjorde jeg rent i et af vores skabe, og fandt mit graviditetstøj fra 1. graviditet. Åh - jeg ville give min højre arm for at blive gravid igen. Og få en lille gryntende, lun og blød baby igen. Det føles så forkert at stoppe behandlingen.
Jeg var jo tidligere i tvivl om mine følelser overfor et donorbarn fremfor et biologisk barn. Det er jeg ikke mere. Jeg oplevede nemlig at føle en euforisk glæde og kærlighed da jeg fik tilbudt donoræg. Al tvivl var som blæst væk. Det var mine æg, og mit barn. Igen andens! Så til trods for diverse stress-nedture og sammenbrud er det alligevel lykkes mig at sige farvel til et bio-barn nr. 2 og til totalt at omfavne mit lille donor-æg. En fantastisk følelse.

Og jeg må indrømme at det bliver en svær kamel at sluge, hvis vi opgiver donorbehandlingen pga. min arbejdssituation. Det arbejde har sku´ været årsag til rigeligt med nedture!

Vi har for længe siden betalt penge for donorbehandling til vores fertilitetsklinik, og vi har derfor besluttet at tage et forsøg til - det er jo betalt. Om vi herefter eventuelt skal fortsætte er derimod ikke helt afklaret. Jeg vil gerne - manden er mere lunken.

Tja - det var alt for nu.

Over and out fra Mokka

Nu nærmer det sig.

På fredag skal jeg starte nedregulering med henblik på donoræg behandling.

Og nu melder de gamle tanker sig, som jeg tumlede med inden alt det-der rod med mit arbejde begyndte. Kan man elske et donor-barn lige så højt som ens biologiske barn? Vil et donorbarn for altid gå rundt med et savn til sin biologiske mor? Er jeg for gammel til at lave et barn til? osv osv.

I Danmark er der ikke mange steder på nettet der beskæftiger sig med disse emner. Der er http://www.donorbarn.dk/ og http://www.donorbaby.dk/ og jeg fandt også en debat på Facebook om donorbørn.

Kikker man derimod på udenlandske hjemmesider er der mange gode steder. Jeg fandt eksempelvis denne blog: http://www.donoreggblog.com/. Den indeholder fantastisk meget information om emnet - set fra modtagerens side - men også lidt fra donorbarnets side.

Jeg synes at der mangler åbenhed om donorbehandling i Danmark og jeg tror endnu at emnet er lidt tabubelagt. Måske er det derfor at det er svært at finde debat om emnet (udover såkaldte eksperter og medlemmer af etisk råd osv. som jo alt andet lige ikke har et personligt forhold til området). Eller er forklaringen på den manglende debat, at Danmark er et lille land med forholdsvis få personer der har modtaget donoræg?

Jeg kan ikke 100% forsvare etikken bag donorbehandling - og dette til trods for at jeg selv kaster mig ud i det på fredag. Jeg kan ikke helt overskue hvad jeg går ind til - både mht. mine egne følelser, men også mht. mit kommende barns forhold til ikke at kende halvdelen af sit biologiske ophav. Det ville være rart at tale med ligesindede. Jeg melder tilbage hvis jeg finde gode links til emnet. :o)

Hej igen fra Mokka

Vinterferie-mirakler

Jeg hænger stadig på mit arbejde - har IKKE langtidssygemeldt mig.

Årsag: Vinterferie-mirakel og en god bog.

Efter tre dages sygdom og en god snak med en kollega, som havde konstruktive ideer, tog jeg i sommerhus og slappede af. Udenfor dalede store tunge snefnug og vi sad indenfor i nattøj og drak varm kakao og havde ild i brændeovnen. Total balsam for sjælen. Jeg skænkede ikke mit arbejde en tanke.

Det eneste aktive jeg foretog mig i ferien var at læse en meget interessant bog der hedder "Bevidst nærvær - en vej ud af nedtryktheden". I den læste jeg en sætning der ramte mig hårdt: "Problemet er ikke at være ked af det, man hvordan man reagerer på følelsen." Smask. Bulls eye. Mokkas problem i en nødeskal. Hvis jeg har mange problemer på arbejdet, så oversætter jeg det straks til at det i det hele taget ikke går godt. Og så begynder jeg ellers at gruble over hvor elendigt det hele er, og hvor lang vej der er til at få det godt. Og den negative tankelavine kan jo godt gøre en lidt trist...

Ifølge bogen skal man leve med bevist nærvær. Dvs. være opmærksom på det der er i nuet, uden at bedømme eller vurdere. Dvs. konstatere at man er trist og så vide at det er en emotion som kommer - og som går igen. Man kan sågar spise med bevist nærvær. Jeg så det faktisk engang i fjernsynet, hvor TV2´s nyhedsredaktion blev sat til at spise et æble med bevist nærvær. Dengang syntes jeg at det var komplet åndsvagt - de var jo evigheder om at få gnasket sig igennem det-her æble fordi ALT skulle fornemmes. Men jeg er begyndt at ændre mening. Jeg kan godt forstå ideen.

Så hver gang jeg føler panikken over arbejdet melde sig, så fokuserer jeg på at jeg lige her og nu er lidt ked/sur/fustreret. Og så gør jeg ikke mere ved det. For det er ok og følelsen går jo over igen. Derudover fokuserer jeg på det konkrete problem fremfor at generalisere problemet til resten af mit liv.

Bogen indeholder iøvrigt også meditationsteknikker - som jeg har kastet mig ud i med mere eller mindre succes. Men øvelse gør vel mester.

Så sådan en ferie og lidt bevidst nærværs-adfærd resulterede i at jeg mandag morgen fik taget hul på en masse opgaver på arbejdet - og jeg har det helt fint med det. Og bedre endnu: Det virker endnu - jeg har arbejdet hele ugen og føles mig slet ikke udkørt eller depri mere. Sådan har jeg ikke haft det i mange måneder. Det er mirakuløst hvad lidt ferie og en god bog kan gøre ved en.

Og som en ekstra bonus har jeg fået blod på tanden til at opstarte donor-behandlingen. Så lille ægbasse - here I come :o)