Et klarsyn til

Det aller første indlæg på denne blog handlede om et klarsyn jeg havde haft.

Jeg havde indset (mente jeg) at jeg bare var umoden og iøvrigt for gammel til at drømme om et helt nyt slags arbejde. Selv om jeg var virkelig træt af at lave det jeg gjorde. Jeg troede at vejen til jobglæde var at ændre min tankegang  og lære at se det gode i det hele.

Nu er jeg fyldt 50 år (gisp) og på mange måder er jeg et helt andet menneske, end da jeg var i starten af fyrrene og startede bloggen.

Og det er ikke kun på grund af alle rynkerne at jeg er blevet en anden.

Iøvrigt  er det mærkelig at fylde 50 år - synes jeg.  Op til selve fødselsdagen følte jeg mig  pludselig rigtig gammel. Og stadig er det sådan - bare det at skulle sige sin alder højt kan være lidt svært. Det er som at sige noget der slet ikke passer. Jeg kunne ligeså godt sige at "jeg lever i Kina og spiser hunde til aftensmad". For jeg føler mig 37 år inden i. Jeg er skuda ikke 50...!

Og nu hvor døden næsten står for døren pga min fremskredne alder, så har jeg fået et helt andet perspektiv på hverdagen og mit liv. Jeg gider ikke mere bruge tid på ting der ikke gør mig glad. Jeg lytter til min intuition og følger den også gerne. Det er derfor jeg føler mig som en anden person end jeg var tidligere. Når jeg tænker tilbage på hvor træt jeg var af mit arbejde, kan jeg slet ikke forstå at jeg brugte så meget tid på det. Jeg er glad for at jeg trods alt fulgte mit hjerte og fik tre børn. Jeg nægtede at lade mit arbejde afgøre om der var plads i mit liv til familieforøgelse.

Men jeg valgte samtidig at blive i jobbet alt for længe. Virkelig alt for længe. Jeg fatter ikke at jeg bød mig selv det. Men ad en masse omveje og op og nedture, som jeg ikke skal trætte jer med, er jeg endt med at være hjemmegående husmor. Jeg har været væk fra arbejdsmarkedet i 4 år nu, og efterhånden har jeg svært ved at se mig selv tilbage i trædemøllen.

Bevares, nu er der en trommerum omkring vasketøj og rengøring og madlavning - opgaver der hviler på mine skuldre. Manden går jo på arbejde. Og ingen penge har vi virkelig mange af. Vi køber alt i genbrug og er aldrig på ferie mere. Men jeg kan alligevel godt lide denne livsstil. Jeg vil gerne arbejde og bidrage til samfundet. Men det skal give mening for mig. Det giver ikke mening med ugennemtænkte projekter og en politisk dagsorden der overruler sund fornuft (ja - jeg var offentlig ansat). Det giver heller ikke mening at mine børn  skal have en 40-timers "arbejds"uge. Og det giver ikke mening at sidde i en lang kø på motorvejen hver morgen - hen til noget jeg ikke trives med, og komme hjem til stressede børn som jeg aldrig har rigtig tid til.

Med andre ord: Det giver ikke mening at vende tilbage til den fuser, som mit arbejdsliv var.

Nu er jeg 10 år ældre. Og som sagt en hel anden person end for 10 år siden. Nu synes jeg ikke at jeg er for gammel til at prøve noget nyt. Nu gider jeg ikke forsøge (særlig længe ihvertfald) at kunne lide noget som i udtalt grad byder mig imod. Nu synes jeg at klarsynet er, at man skal følge mavefornemmelsen og skide på hvis andre synes det er en dum ide.

Så følgende afsnit vil minde en del om sidste indlæg - nu bare med et tvist.

Min blog handlede om at få børn når man er 40+. Men at få børn er jo ikke bare at føde dem. Der er sådan set også en del af se til bagefter. Nu er jeg 50 + (gisp). Så bloggen tager en drejning. Den kommer nu mere til at handle om at have fået børn sent og at være 50+ (gisp) med mindre børn.

Min blog handler også om at finde arbejdsglæde. Jeg kunne ikke finde glæden ved et lønmodtagerjob. Det passede bare ikke til mig. Så nu handler bloggen  om at finde jobglæde som selvstændig.

Med bankende hjerte kaster jeg mit ud i det. Og I er med på 1. parket.

Over and out fra Mokka.